Multicare intensivseng demo

Gensyn med en faglig artikel om hospitalssenge: En sengedames bekendelser

Siden vi udgav artiklen En sengedames bekendelser – del II, så har der været en del henvendelser fra folk, der gerne ville gense den første artikel: En sengedames bekendelser, der udkom i Forstyrrelsen – et sygeplejefagligt tidsskrift udgivet af Det Faglige Selskab for Sygeplejersker, der arbejder med Udvikling og Forskning tilbage i 2017.

Baggrunden for den oprindelige artikel var, at vi deltog ved selskabets forårslandsmøde med en række af vores forskellige specialsenge til hospitaler. Alle var det senge, der kan noget andet, og mere, end gængse standard hospitalssenge.

Deltagerne på landsmødet var interesserede i – og overraskede over – hvor mange forskellige typer af senge, der egentlig findes, der, på hver deres måde, understøtter sygeplejerskernes faglige opgaver omkring den sengeliggende patient. Og det var på den baggrund, at Maja fik lov til at skrive en faglig artikel til deres fagblad.

Du kan læse hele artiklen her. Og den er faktisk mere relevant end nogen sinde, idet Behandlingsrådet på deres møde i marts måned behandler analysen om Højteknologiske intensivsenge. To af vores hospitalssenge indgår i analysen – Multicare og Multicare X.

En sengedames bekendelser

Af Maja Gro Lilsig, cand. mag i kultur og formidling, direktør og partner i Alcyon

Maja Gro Lilsig, direktør og partner i AlcyonEr hospitalssengen egentlig ikke den allervigtigste ting, på hele hospitalet? Det er jo her, patienterne opholder sig det meste af tiden. Det er også omkring hospitalssengen mange af sygeplejerskernes fysisk belastende arbejdsopgaver finder sted. Hospitalssengen må da være en ting af væsentlig og central betydning på alle hospitaler. Eller hvad..

Til landsmødet i marts, hvor jeg deltog med en stand fik jeg tilnavnet Damen med hospitalssengene senere forkortet til Sengedamen. Det opstod under middagen om aftenen, hvor en deltager spurgte mig, hvor jeg arbejdede og en af hendes kollegaer sagde: – Det er damen med hospitalssengene. Jeg blev rigtigt glad for dette tilnavn. For det er rigtigt nok. Jeg er damen med sengene. Man kunne også kalde mig senge-nørd. For jeg synes, hospitalssenge er noget af det mest interessante, og det bedste, jeg ved, er at være sammen med sundhedsfaglige, som har lyst til at kigge, prøve, hæve og sænke, tilte, og tale om hospitalssenge sammen med mig.

Efter landsmødet blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at skrive dette indlæg til Forstyrrelsen. Et indlæg, der skulle handle om hospitalssenge. Det ville jeg mægtigt gerne. Dog blev jeg et øjeblik ramt af præstationsangst, da jeg satte mig og læste i nogle af de tidligere numre af Forstyrrelsen. For artiklerne heri var jo faglige artikler på højt niveau, baseret på forskning og videnskabelige studier. Og nok ved jeg rigtigt meget om hospitalssenge. Om de kliniske behov og arbejdsgange omkring sengen. Om de mange forskellige typer af senge, der findes, med hver deres muligheder (og begrænsninger). Og om arbejdsmiljø for sygeplejersker. Men jeg kunne med det samme konstatere, at det ville falde til jorden med et brag, hvis jeg forsøgte at skrive ”videnskabeligt” om dette.

Derfor fik jeg en anden idé. Jeg kom til at tænke på tv-programmet Gintberg på kanten. Det sjove og underholdende ved dette program er, at komikeren Jan Gintberg træder ind i et lokalsamfund og kigger på kultur, interesser, vaner, rutiner og relationer beboerne imellem med en nysgerrighed på, og en interesse i, at forstå, hvad der kendetegner netop dette område. Efter at have opholdt sig i lokalsamfundet et par dage samler han byens borgere til et show i forsamlingshuset og fortæller, hvad han har oplevet, og hvad han tænker om det. Nogle af de ting, han siger, kan virke drillende og provokerende. Men folk griner. Dels fordi der ligger en respektfuld og kærlig tone hen over hele showet. Men også fordi det er sjovt, når en udefra kigger på os og under sig over, hvorfor vi gør, som vi gør. For de fleste af os, giver det anledning til selvrefleksion og til lige at stoppe op og tænke, – Ja, hvorfor gør vi egentlig sådan her?

Jeg besluttede mig for, at det var sådan, jeg ville skrive dette indlæg. For når jeg, i mit daglige arbejde, træder ind i jeres verden, hospitaler og klinikker, så sker det nemlig, at jeg, på vej hjem i bilen, tænker over ting, jeg har oplevet, som under mig. Dem tænker jeg, at dele med jer nu. Deraf overskriften En sengedames bekendelser.

Detektivarbejdet

Det første, jeg, som sengedame, fandt ud af, da jeg trådte ind i jeres verden, var, at hospitalssenge er noget, der egentlig ikke interesser ret mange. Det er lidt som om sengene er et område, hvor tiden er gået i stå.

Det er ofte lidt af et detektivarbejde at finde frem til den person, der ”har ansvaret” for sengene på hospitalet. Som regel henvises jeg enten til teknisk afdeling eller udbud og indkøb. – Jamen, siger sengedamen, jeg vil gerne mødes med de sundhedsfaglige udviklingspersoner, der interesserer sig for, hvad der er af nyt på markedet inden for senge. De, der er nysgerrige på, hvordan andre senge end dem, vi plejer at bruge, på nye måder understøtter arbejdet omkring patienten og arbejdsmiljøet for sygeplejerskerne.

Modsatrettede ønsker og behov

I min søgen efter disse interesse-fæller kommer jeg vidt omkring, fra teknisk personale til ledende overlæger og sygeplejesker og til indkøbere på regionalt niveau.

Det viser sig hurtigt, at der er forskellige, og nogle gange modsatrettede, ønsker og behov i forhold til sengene. Det overraskende er, at det virker til, det ofte er praktiske/logistiske behov, der afgør sengeindkøbene: de nye senge skal gerne være de samme som dem, der allerede findes på hospitalet.

– Hvorfor mon det, tænker sengedamen. Jeg har en god veninde, der er sygeplejerske, og hun siger altid: – Noget af det farligste man kan gøre er at lægge en person ned i en seng. Sengelejekomplikationer hedder det i fagsprog, har jeg lært. Vi ved også, at der er sket en masse udvikling på sengeområdet, som kan være med til at forebygge og minimere disse komplikationer. Hvorfor er det så, vi helst vil holde fast i at bruge de senge, vi altid har brugt?

Noget af forklaringen er helt sikket, at det kan virke mest effektivt at fortsætte med det, vi kender. Så ved vi, hvordan sengene skal serviceres. Vi kender reservedelene. Vi har dem måske endda allerede på lager. Somme tider bliver det også nævnt, at det er noget bøvl at skifte til nye, mere teknologiske senge, fordi sygeplejerskerne ikke bryder sig om, at sengene pludselig er anderledes, end de plejer at være. De to første er absolut gode og gyldige grunde til at man ønsker at bevare status quo i forhold til sengene. Om det sidste, det med sygeplejerskerne, passer, det ved jeg ikke. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at folk, i en travl hverdag, kan have svært ved at overskue at lære nye ”arbejdsredskaber” at kende. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil skifte den traditionelle hospitalsseng ud med en mere moderne en af slagsen, så skal man afsætte tid til, at det sundhedsfaglige personale lærer sengen godt at kende og får lejlighed til, rigtigt gerne i et tværfagligt set-up, at kombinere sengenes muligheder med egen faglighed.

Men det, jeg tænker over, er, at selvom det absolut giver god mening, at man ønsker en ”sengeflåde”, som er velkendt og ensartet, så er det måske også lidt ærgerligt, hvis det udelukkende er disse overvejelser, der danner grundlag for sengevalg. Som sengedamen, der kigger ind udefra, tænker jeg, det, i høj grad, burde være sygeplejerskerne og andre sundhedsfaglige, der var med til at sætte standarden for, hvilke krav, der stilles til sengene. Især når udviklingen på området går så stærkt, som den gør, og nye, teknologiske senge findes på markedet.

Når man vælger noget til, vælger man altid noget fra

Sengen skal kunne vaskes i en vasketunnel. Det er helt klart det indtryk, jeg får, når jeg er nysgerrig på, hvilke krav, der stilles til hospitalssengene i dag og fremover. Sådan ER det bare. Jeg har et lidt sjovt eksempel, hvor jeg talte med en medarbejder på et hospital, og han næver dette krav om, at de senge, de køber skal kunne køre igennem vasketunnellen. Jeg spørger: – Har I en vasketunnel? Han svarer: – Nej. Jeg fortsætter: – Er det besluttet, at I skal have en vasketunnel i fremtiden? Han svarer: – Nej.

Sengedamen undrer sig. Hvis man beder om, at sengen skal kunne vaskes i vasketunnel, så afskærer man sig fra nogle andre ting, man ellers ville kunne få ind i sin seng – ofte til samme pris. Nogle af disse teknologiske forbedringer af sengen tåler ikke vasketunnel. Til gengæld er hele sengens design helt anderledes end de traditionelle hospitalssenge, vi kender i dag. Disse senge er nemlig designet til at de skal have så få steder som muligt, hvor bakterier og snavs kan samles. Og til at være nemme og hurtige at gøre effektivt rene på stuen.

Dette er ikke ment som en snak for eller imod vasketunneller. Der er ingen tvivl om, sengene bliver gjort grundigt rent, når de køres igennem vasketunnellen. Til gengæld findes der også hygiejneeksperter, der mener, at sengene helst aldrig skal forlade stuen. For så snart en seng forlader stuen, er den i risiko for at blive kontamineret. Det gælder også på dens vej fra vasketunnel og tilbage til stuen.

Verden er sjældent sort eller hvid, hygiejne er et kompliceret og vigtigt emne, og når det kommer til sengehygiejne, så er den bedste løsning nok også en kombination af flere metoder. Historien om vasketunneller er bare ment som et eksempel på, at når man vælger noget til, vælger man ofte også noget fra. Så derfor er det vigtigt, at det er bevidst og prioriteret, hvad man vælger til. At man vælger det til, der er mest til gavn for patientforløb og arbejdsmiljø. Sådan at det, man betaler for, er det, der skaber den værdi, man ønsker.

Hospitalsprojekter i international verdensklasse

Resten af verden kigger mod Danmark for at følge med i, hvordan vi er i gang med at ny- og ombygge hospitalerne. Jeg læste f.eks. en artikel om, at Tyskland er meget interesseret i at lære fra Danmark om hospitalsstruktur (de har stadig en meget decentral struktur). Jeg følger selvfølgelig sygehusprojekterne tæt, og jeg synes, det er så inspirerende, hvordan der arbejdes med brugerinddragelse, formidling og visualisering. Arkitekter og projektmedarbejdere arbejder med principper for helbredende arkitektur. Der gennemføres testforløb i forhold til fremtidens sundhedsteknologier og hvordan de kan tænkes med fra start. Men hvad med sengene? Nogle steder tænker man nye senge i stor skala ind i de nye projekter. Andre steder har man besluttet, at de ”gamle” senge skal flyttes med, når det nye hospital står klart. Fuldt forståeligt. Der reduceres sengepladser, så det er sikkert sådan, at der mange steder er nok nyere senge på hospitalerne til at flytte med over. At prioritere at købe nye senge ville også være en stor post i projektøkonomien.

Men sengedamen kan ikke lade være at synes, det er lidt trist. Sengen er så stor en del af udtrykket på en sengestue. Tænk hvis man, som patient, kom ind på sin stue og fandt en helt anden, moderne og designet hospitalsseng, der var med til at give indtrykket af nyt hospital, hvor der er forsøgt tænkt på alt det, der påvirker humøret og helbredet og skaber tryghed hos patienter og pårørende under hospitalsopholdet.

One size fits all?

Mine små ”undringer” herover handler i virkeligheden om, at jeg synes, det kunne være spændende at se, hvad der ville ske, hvis vi, i langt højere grad, begyndte at opfatte sengen som et sundhedsfaglig arbejdsredskab og ikke bare som et stykke møbel, der nemt skal kunne stå på lige, ensartede rækker. For der findes så mange forskellige typer af senge, som hver især egner sig til forskellige formål.

En seng er vel en seng? Sådan tænkte jeg selv, da jeg var helt ”grøn” sengedame. Men nej, det er den langt fra. Der findes senge, der er udviklet med særligt fokus på sikkerhed. Andre er tilpasset bariatriske eller semi-bariatriske patienter. Intensivsengene er et stykke højteknologisk, medico-teknisk udstyr, der også har terapeutiske funktioner. De kan måle og veje, give alarmer og føre patienthistorik. Børnesenge med bamser på siderne i stedet for tremmer. Senge med særligt fokus på at forebygge tryksår ved at sengebunden kan tilte lateralt, så trykket kan fordeles på flere måder. Forprogrammerede indstillinger, der f.eks. indstiller hovedgærdet til præcist 30 grader bare ved at trykke på én knap. Automatisk lateralt tilt-terapi, der modvirker lungekomplikationer, urinvejsinfektioner m.m. hos patienter i koma osv.

De moderne hospitalssenge produceres af helt andre materialer og med helt andre udtryk end de traditionelle senge. De har sengeheste, der ikke ligner tremmer og er designede til at fungere som udstigningshjælp. De har mobiliseringsfunktioner, der understøtter den vigtige mobilisering af patienten. De har et minimum af samlinger, og besværlige overflader, der gør sengen nemmere at holde ren (som i eksemplet med vasketunnellen).

Der findes så mange forskellige muligheder. Men det er sjældent, synes jeg, at én seng kan bruges af alle til alt. Så budskabet er: produkterne og teknologierne er her til at understøtte det sundhedsfaglige arbejde omkring den sengeliggende patient. Det skal da udnyttes. Og måden, det sker på, er, når det er sundhedsfagligt personale, der definerer behovene og kombinerer deres egne fagligheder med mulighederne, som sengene giver. Konsekvensen bliver, at et hospital IKKE kun har én slags seng: den vi plejer. (Men er det ikke også helt OK?)

Hvad sker der egentlig ved, at vi fortsætter som vi plejer?

Der sker for det første det, at vi ikke udnytter den teknologiske udvikling, der er sket omkring hospitalssenge. Men jeg synes, der er flere aspekter i det. Hvis vi tager markedsteorien frem et øjeblik, så ved vi, at hvis man har et marked, hvor der er monopol, så sker der to ting: Produktudvikling og innovation stagnerer. Til gengæld stiger prisen. Har vi i virkeligheden skabt et monopoliseret hospitalssenge-marked i Danmark, fordi vi foretrækker at blive ved med at købe det, vi plejer? Jeg ved det ikke. Men jeg tror det. Hvad jeg ved med sikkerhed er, at der købes hospitalssenge ind for rigtigt mange penge. Tænk hvis vi, ved at efterspørge nye, innovative hospitalssenge, kunne skabe en situation, hvor vi fik både bedre og billigere senge.

Hov, blev det nu et samfundsøkonomisk og sundhedspolitisk indlæg?

Nej. Slet ikke. Blot et par refleksioner fra mig – en sengedame, der kigger ind i jeres spændende verden udefra. Tak fordi du læste med. Og tak fordi du bidrager til innovation, udvikling og forskning inden et, for os alle, så vigtigt felt som sygeplejefaglighed.